Når jeg spiller Kyotaku
finder jeg ind i mit inderste...

“Når jeg spiller Kyotaku finder jeg ind i mit inderste, og bagefter kan jeg vende tilbage til hverdagen med ny energi.”  – en fortælling af Anders Nordin

Den japanske kyotaku-bambusfløjte er med tiden blevet en værdifuld del af mit liv. Den er mit værktøj til meditation, min måde at komme i kontakt med mig selv på. Når jeg efter en dag på arbejdet får tid til at sætte mig ned, er det en gave for mig at få lov til at koncentrere mig om mit åndedræt, om lyden af bambus, at få energien på plads og for et øjeblik finde hvile for de tanker, som ustandseligt løber igennem sindet.

Jeg spiller de gamle Honkyoku, de nye melodier fra Koku Nishimura og nogen gange bare improvisationer. Her er et eksempel på en improvisation.

 

“No mind – no thinking – nothing”
Sådan sagde min mester Koku Nishimura om dét at spille kyotaku. Nemt i teorien, men pokkers svært i praksis.  Jeg oplever ofte, at man i starten koncentrerer sig meget om, hvordan man holder på fløjten og vinkler mundstykket, og det afspejles i åndedræt og lyd. Men efter at man har spillet nogle år, “glemmer” man det og spiller bare, og så begynder det at blive rigtigt spændende.

Min taknemlighed til kyotaku-fløjten og til min japanske mester Koku Nishimura er stor. De har betydet og betyder, at jeg altid har en mulighed for at finde mig selv og mine indre resurser. Når jeg tænker på kyotaku og min gamle mester, bliver jeg varm om hjertet og føler en strøm af dyb kærlighed.

Agar Kyosui Noiri

“Begyndelsen”
Jeg har aldrig planlagt eller drømt om at blive kyotaku-spiller, og jeg udviste ikke nogen større interesse, da jeg kom i kontakt med instrumentet på en strand i Thailand i 1987. Jeg trænede tai chi, og pludselig stod en japaner ved navn Agar”Kyosui” Noiri ved min side og spurgte, om han måtte spille, mens jeg trænede, for han var nysgerrig efter at se, om man kunne kombinere fløjtespil med et bevægelsesmønster.

Jeg må indrømme, at jeg tænkte, at han vist var lidt langt ude. Men han var seriøs, og det endte med, at han gav mig en fløjte, og et venskab udviklede sig. Den fløjte spillede jeg på i ni år, helt intuitivt og improviseret, frem til 1996.
I samme tidsrum arbejdede jeg som guide i Spies Rejser. Det var et meget stressende og sjovt arbejde med masser af rejseaktivitet og “gang i gaden”. Fløjten gjorde, at det var nemmere for mig at falde i søvn om aftenen; den gav mig det pusterum, jeg havde brug for.

“Du spiller nu!”
I 1996 skiftede jeg livsstil og rejste til Japan for at besøge min ven Agar fra Thailand. Det var min første rejse til Japan, og det var, som om min verden eksploderede. Bl.a. fordi jeg ikke anede noget om det instrument, jeg havde spillet på i ni år…….at det havde en 1200 år gammel historie med munke, templer og zenbuddhisme.

Agar introducerede mig til den gamle mester Koku Nishimura, og jeg blev hans personlige elev. Det blev starten på et venskab, som varede frem til hans død i juni 2002. Venskab er min fortolkning, hans fortolkning er nok hårdt arbejde med en besværlig elev.

Dét at jeg havde en fløjte, som jeg havde spillet på siden 1987, åbnede mange døre. En kender kan nemlig se på en kyotaku, hvor meget den er blevet spillet.  Koku var et meget karismatisk menneske og blev af sine elever kaldt “den sidste samurai”. Jeg har aldrig nogensinde mødt en mand med sådan en kraft. Han var en af de sidste traditionelle zenmestre, og historierne omkring denne mand er mange.

Foruden at være fløjtemester var han også mester i karate og kendo, japansk sværdkunst samt en anerkendt billedkunstner og træskulptør. Som fløjtemester lavede han mange fantastiske fløjter, men det vigtigste for mig var, at han blev min sensei, dvs. lærer i kyotaku. Det var ikke altid lige nemt at være elev af en japansk zenmester. Til tider var det mildest talt dybt frustrerende.

Undervisningen var totalt uforudsigelig. Når jeg forventede introduktion til fløjtespil, skulle vi måske se på blomster eller besøge et tempel. Jeg blev blidt behandlet, når jeg ventede mig en overhaling og omvendt. Der var ikke oplæg til dialog; man gjorde, hvad der blev forlangt. Vi var engang på et museum, og hele personalet var samlet. Lige pludselig sagde mesteren til mig: “Du spiller nu”. Det var helt uforberedt og en meget stor udfordring. Jeg rystede og svedte, men det var en vældig god lektion – set i bakspejlet.

”Åndedrættet”
Igennem årene har jeg fået værdifuld viden om denne bambusfløjte, som jeg i dag er formidler af, og det er vigtigt for mig, at jeg bruger min energi til at formidle til nogen, som virkelig er interesseret i at høre og lære om kyotaku.

Kyotaku er et meditationsinstrument, som ligger tættere på karate end på traditionel musik. Man mere ånder end blæser i denne fløjte.  Selvfølgelig kan den bruges til musik, hvis det er der, interessen ligger, men personligt synes jeg, den store oplevelse ligger i, hvordan man bliver påvirket som udøver. Det er måden, man puster i en kyotaku på, som gør instrumentet interessant.

Mester Koku sagde, at man spiller denne fløjte på samme måde, som man laver et kiai, et kampråb, i karate: helt nede fra det dybeste i maven. Det giver en utrolig følelse af jordforbindelse, indre styrke og forbundenhed.

Der findes 36 gamle nedskrevne honkyoku, dvs. meditationsmelodier, til dette instrument, og det er mere end et livsværk, hvis man vil lære dem alle. Der er også 15 meget smukke, poetiske melodier til kyotaku, komponeret og nedskrevet af den gamle mester lige før hans død 2002. Med nedskrevne melodier mener jeg ikke noder, som vi kender det. Hver tone har et tegn, og man læser fra højre og ned. Det er helt modsat af, hvad vi er vant til. Melodiernes takt og rytme videregives fra mester til elev, og man bliver ligesom aldrig færdig med at finpudse melodierne.

Kyotaku er mesterens navn for denne bambusfløjte, og det betyder “klokker som tømmer sindet” eller “falske klokker”. Når der bliver spillet på kyotaku, kan man nogle gange høre klokkeklang, specielt hvis flere spiller samtidigt. Den meget kendte shakuhachi er en kortere og mindre fløjte, som kræver en anden blæseteknik; indersiden af en Shakuhachi er helt glat, mens en Kyotaku har bevaret bambussens naturlige ”samlinger”.

”Hver sin måde”
På et tidspunkt, da den gamle mester var på besøg i København, gav han mig en plastikpose med syv gamle spolebånd fra 1964. Han så på mig og sagde: “Du skal lave en cd”. Der var ingen diskussion, det var bare om at gå i gang. Det tog mig syv måneder. Det blev en vidunderlig cd, som viser, at kyotaku kan formidle smukke, blide og stærke lyde og toner.

Men det vigtigste er meditationen og den personlige udvikling, som følger af at spille kyotaku. At blive kyotaku-spiller kræver daglig disciplin ligesom mange andre japanske discipliner. Når man ser en rigtig god kyotaku-spiller, ser det så dejlig afslappet og nemt ud, det er det bare ikke. Noget af det sværeste er faktisk at slappe af, når man spiller – men det gælder vel egentlig også, når man ikke spiller …

I dag er vi ca. tyve personer i Danmark, som spiller kyotaku, hver på sin måde. Kyotaku-fløjten er et fantastisk værktøj i den forstand, at man finder sin egen individuelle måde at bruge den på. Og at man, uanset måden, bruger den til at finde ind til sig selv for at styrke sit virke i samfundet.

Den gamle mester sagde til mig, at man skal kunne spille kyotaku på en motorvej, og det forstår jeg i dag essensen af. Men selvfølgelig er det indimellem dejligt at forkæle sig selv med et lækkert lokale og levende lys. En af de store udfordringer har for mig været at gå fra at være en meget fanatisk kyotaku-spiller til, at det bare er en integreret del af mit liv. Det er jo et meget atypisk instrument for os i denne del af verden. Et instrument, man oftest spiller alene og langsomt – og uden efterfølgende bifald.

Det store paradoks i denne indre, individuelle arbejdsform og udvikling er at undgå ensomheden og at finde det forum, hvor man kan dele kyotaku med andre og have fælles oplevelser. Det er sammen med andre mennesker, at man deler sine erfaringer og bliver inspireret. Det er også det, jeg har i tankerne nu, da jeg skriver dette: At dele ud af mine erfaringer, så at nogen måske kan blive inspireret til at finde deres egen måde at skabe indre balance gennem Kyotaku.